1. maj i Ulbølle
Pernille Skipper indtager den herostratisk berømte talerstol i Ulbølle for 3. gang. Eftermiddag i strålende sol, 4 gode taler og musikalsk underholdning samt stærk fællessang - endnu en manifestation af, at første maj stadig er stærk i Ulbølle

Arne Ebsens tale i forbindelse med 1. maj i Ulbølle:

Gode fæller

For 30. gang er det lykkedes Liste T at stable en festdag på benene her på den røde plads. Ikke blot for at fejre os selv, men mest for at festligholde den dag, som gennem mere end 100 år har markeret arbejderbevægelsens kampe og sejre – kampe der har ført til bedre vilkår for mange mennesker i vores del af verden, men som også har markeret en solidaritet med arbejdere i andre dele af den.

Solidaritet har som begreb været brugt et utal af gange, men i dag er det ikke længere et kernebegreb i vores opfattelse – som Poul Sørensen sagde det for år tilbage så har dagen ændret sig fra første maj til mig først. Det gør det vanskeligt at etablere og fastholde stabile fællesskaber, selvom det på mange måder er det bedste udgangspunkt for menneskelig virke og selvopholdelsesdrift.

Også de politiske fællesskaber forvitrer, der er ikke så mange borgere, der længere engagerer sig i det politiske virke – det kan sågar knibe med at finde egnede kandidater til de ledige job, men det er måske heller ikke så underligt, når det kniber med at kende forskel på det politiske indhold i den demokratiske debat. Regnedrenge og konsulenter fra managementfirmaer har i stadig højere grad overtaget roret fra de valgte politikere – det kræver en bred ryg, stor indsigt og mange års erfaring at tage kampen op, hvis ikke det skal blive ved flosklerne og de letkøbte overskrifter.

Da vi sidste år var samlet var det ved afslutningen af en arbejdskamp, som blev vundet – ja af regnedrengene, der trynede lærerne, en af landets stærkeste organisationer. Ikke nok med at at den danske lærerstand blev kørt over, det forventes nu, at de med stigende engagement skal medvirke til at implementere en voldsom ambitiøs skolereform – det siger sig selv, at det eksperiment kan være svært at tro på. Havde det så endda været en borgerlig regering, det stod i spidsen for det angreb, kunne vi måske have forstået lidt af det, men det var fagbevægelsens stærkeste samarbejdspartnere, der ubekymret begik overgrebet. At selvransagelsen efterfølgende er indtruffet hos en del af venstrefløjen er for sent, skaden er sket og om ikke den er uoprettelig, så vil det dog tage lang tid, før tilliden er genoprettet.

SF stod længe bi i kampen, men fik på et tidspunkt nok. Det blev et uskønt farvel til en regering, der har slidt meget på tålmodighed og overbærenhed hos sine egne. Måske så meget, at den overskrift Rune Engelbrecht for et par uger siden brugte i Politiken er et meget godt billede på befolkningens opfattelse af den: Helle Thulesen Dahl! Også socialdemokrater og radikale forsøger ligesom Venstre at inddæmme DFs enorme popularitet gennem en light udgave af partiet med de mange tunger. Men det er næppe det rette våben – i de senere uger har vi set taktikken skifte. Nu angribes DF for deres mange løfter til vælgerne – regeringen har haft regnedrengene til at kigge på, hvad det egentlig ville koste, hvis alle løfterne skulle indfries: det skulle udmønte sig i 155 mia. kr. bare siden sidste valg.

På Christiansborg er det jo en stående vittighed, at da de borgerlige skulle indgå finanslove med DF, ja så skulle der gives et par Thuliarder for at få dem med.

Også ved efterårets kommunalvalg var der fremgang for yderfløjene. DF fik ikke kun den absolutte topscorer på det personlige stemmetal valgt, nej han blev ledsaget af yderligere 4 mandater – ikke ret mange andre end DF forstår, hvorfor et parti, der stort set har været en del af alle budgetforlig, som aldrig har stillet konkrete forslag eller vist nogen særlig indsats i det politiske arbejde og som i sidste periode var præget af stærke indbyrdes modsætningsforhold kan få sådan en succes. En gang hed det socialister i alle lande forener eder. Nu til dags er det mere relevant at sige: Nationalister i alle lande – pas jer selv. Kigger jeg ud over Europa er det jo beskæmmende, hvordan den yderste højrefløj marcherer – Le Pen den anden i Frankrig med skinger stimme, Gyldent Daggry i Grækenland med mord på modstandere, Viktor Orban i Ungarn, der blot gør, hvad der passer ham og hans venner og nu Ukraine, hvor de underlige sammenrend af aktivister pludselig er ved at sætte verden i brand.

Det minder mig alt for meget om mellemkrigstidens Europa, hvor økonomisk krise og stærke nationalistiske kræfter skabte grobund for et målrettet had mod både kommunister og jøder. Syndebukkene i dag er skiftet ud meden anden mellemarabisk befolkningsgruppe, men retorikken er ikke så væsentlig forskellig. I den atmosfære skal der om en 3 ugers tid holdes valg til EU-parlamentet, og jeg tager vel ikke meget fejl, hvis jeg påstår, at størstedelen af de fremmødte i dag nok tilhører skeptikerne i forhold til EU. Almindeligvis er det jo ikke på den store scene at liste T sætter sine fodspor, men jeg vil alligevel i dag for det første opfordre til, at I afgiver jeres stemme d. 25. maj og for det andet bede jer overveje, hvad svaret er på de udfordringer, som nationalisterne giver os. Jeg tror ikke, at et svækket Europa med masser af indbyrdes stridigheder kan nå fælles målsætninger – jeg tror ikke Putin respekterer et Europa, der taler med en masse forskellige stemmer, jeg tror ikke, at økonomisk udvikling i Østeuropa opnås ved at splitte vores verden op. For dé der husker konflikten i det tidligere Jugoslavien erindrer også, at de mange forskellige interessenter i udenrigsministerierne gav rigtig god grobund for de stærke nationalistiske kræfter i den sammensatte land, der gik i opløsning med en blodig borgerkrig til følge.

 

Tilbage til den lokale verden, hvor også den anden fløj fik stor fremgang ved valget – ja godt nok tog Enhedslisten jo numerisk blot SFs mandater – 1. Men Enhedslisten har jo med en klar og markant linje helt anderledes gjort et stykke arbejde for at få den fremgang end DF. Tilbage står blot spørgsmålet, hvad skal den så bruges til? I hele sidste valgperiode var det svært for venstrefløjen at finde fælles fodslag – på den måde var Svendborg Kommune vel blot et spejlbillede af det landspolitiske. På den måde ligner situationen jo også meget godt mellemkrigstidens Tyskland, hvor der ved valgene blev en stadig stærkere polarisering med fremgang til det yderste højre og venstre. Også dengang stod socialdemokratiske partier mast i midten, uden respekt blandt borgerne for den vanskelige position.

I lang tid var det et mantra hos SF, at alternativet til 3-kløver regeringen ville være værre. I sidste ende fik de forståeligt nok snuden fuld, det var måske i allersidste øjeblik at partiet besindede sig inden de var blevet helt opslugt af Enhedslistens folk. Mange vælgere glemmer, at når der bliver råbt løftebrud efter S og SF, ja så er den parlamentariske situation jo den, at de radikale har en ganske særlig position – også i denne regering. Ikke alene var det en mindretalsregering, nej den var også nødt til at finde støtte enten til den ene eller anden side. Prisen til venstre var så høj, at de radikale aldrig nogensinde ville acceptere den og til den anden side blev regeringen blot ålet, når den forsøgte at få politiske resultater.

Måske skulle regeringen aldrig have været lavet, men ville et skifte til LLR med støtte fra KTD være at foretrække? Den LLR, som selv Venstre-folk efterhånden har mistet tilliden til – sig blot 3GI, så svinder farven fra deres ansigter og blikket bliver fjernt. Hr. Jensen har altid været en bjergsom mand, der først og fremmest har sikret sig selv og sine støtter.

Regeringen er derfor kommet til at fremstå som en rød regering, der førte den nødvendige politik uden hensyn til det valggrundlag, som S og SF havde udformet. Det blev i ”Det blå Tårn” pillet fra hinanden og levnede ikke mange visioner, så forståeligt nok har frustrationerne været mange og undertiden også skingre.

Præcis som vi også så det ved efterårets kommunalvalg, hvor LEH jo i første omgang valgte fornuftsægteskabet, men efterfølgende blev svag i koderne, da underskrifterne skulle på papiret – det var ikke kønt, men det var heller ikke klogt.

Jeg har savnet svar fra mine meningsfæller i mange situationer, men har jo kendt til rollen som støtteparti fra Svendborg, hvor især SF måtte betale en høj pris for deltagelsen i samarbejdet ved det seneste kommunalvalg. Et valg som Liste T slap pænt fra, når man ser på resultaterne for de øvrige partnere. Godt nok er det stadig kun et enkelt mandat, men der var stemmemæssig fremgang og vi kan da bryste os af, denne gang at have slæbt stemmer nok hjem til selv at betale mandatet.

Thomas Piketty er et navn, vi kommer til at høre mere til, hvis ikke I allerede har hørt ham omtalt skal jeg kort ridse op, at han netop har udgivet en bog, hvor han over 700 sider beviser, at det nuværende kapitalistiske system deler verden i to og gør verden endnu mere skæv, end den tidligere har været. Systemet gør ganske enkelt verden til 2 grupper, hvor den ene bliver konstant rigere, den anden konstant fattigere. Derfor må venstrefløjen også give bedre bud på fremtidens løsninger end blot at kræve flere penge og mere vækst. Vi har brug for en stærk dialog med borgerne, indlevelse i deres vilkår og engagement i udviklingen af svar på de spørgsmål fremtiden stiller. Liste T er klar til dialogen – er I?

 

God 1. maj til alle 

1-5-2014 - Arne Ebsen
Første maj 2016 tale fra Arne Ebsen
Første maj tale
Inger Hagers 1. maj billeder
Billeder fra første maj
1. maj i Ulbølle
1.maj 2014 på Den Røde Plads
Billeder fra 1. maj 2013
Folkefest i Ulbølle
Første Maj i Ulbølle
1. maj-arrangement

Alle emner