Fra strejke til stress
Fra slaget på Fælleden og frem til Septemberforliget i 1899 gik der 27 barske år, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne gav hinanden råt for usødet. Det styrkede kampkraften og sammenholdet i fagbevægelsen og sikrede oprettelsen af en række institutioner, som var med til at give arbejderne styrke og en stærk identitet.
 
Med hovedaftalen indtrådte der relativt rolige tilstande på arbejdsmarkedet, dog frem til 80'erne afbrudt af større strejker med 20-30 års mellemrum. Det kunne næsten ligne en cyklus, hvor man samlede kræfter og økonomi til en revanche fra sidste dyst. 
 
Liberaliseringen fra starten af 80'erne og de foregående 20 års lidt ensidige kamp for blot at få mere i lønningsposen satte sammenholdet i fagbevægelsen under et tiltagende pres, manglende fællesskabsfølelse - et ord som solidaritet blev nu kun brugt i Polen, og en svigtende lyst til at støttebevægelsen og dens udløbere skabte bl.a. plads til de forhadte gule faglige organisationer. 
 
Alligevel turnerede daværende statsminister Anders Fogh jo rundt og roste den danske model, hvor en aftalemodel og et stærkt offentligt system sikrede ro på arbejdsmarkedet, så vi undgik vilde strejker og spild af arbejdsdage. 
 
En række af arbejderbevægelsens virksomheder og kulturinstitutioner forsvandt, det var ikke muligt at opretholde med en svigtende opbakning fra medlemskredsen, der for en stor dels vedkommende var blevet prioritetsbestyrere og havde fået andre interesser. Fra sin opvækst erindrer forfatteren Bent Vinn Nielsen, der i dag er 63 år, hvordan arbejderbevægelsen stadig var en kulturel kraft i samfundet. Faderen var jord- og betonarbejder, og han fik berøring med kunsten og kulturen via bevægelsens udgivelser. Symptomatisk et det vel nok, at bevægelsens ældste forsamlingshus i 1983 blev omdannet til museum.
 
Den stigende individualisering satte sine spor iblandt arbejderne, eller rettere lønmodtagerne, som de nu var blevet til. Den kollektive tænkning og tilgang, hvor nøden styrkede sammenholdet blev til i stedet den enkeltes hovedpine. Der hvor man tidligere tog kammeraten under armen og hjalp hinanden med at bekæmpe urimeligheder, så man i stedet skævt til de, der ikke kunne klare mosten og bukkede under i den konstante kamp for mere mammon.
 
Lidt karikeret kan vi nu konstatere, at den fælles løsning - strejke mod urimelighederne er reduceret til den enkelte medarbejders følelse af utilstrækkelighed, der ofte udmønter sig i stress med dertil hørende sygemeldinger og problemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi er gået fra en kollektiv kamp for at sikre ordentlige arbejdsforhold til en overbelastning af sundhedsvæsnet og jobcentrene!
19-12-2014 - Arne Ebsen
Blog fantasien fri Arne Ebsen blogger om lokalsamfundet og demokratiopfattelsen
Én håndkirurg hjælper næppe
Mødeindkaldelse og materialer til generalforsamlingen
Fra strejke til stress
Tal i tal
Spekulativ budgetlægning?
Læs Arnes blog på Danske Kommuner
Hvor havner vi henne?
10 år med spildt uddannelsespolitik

Alle emner