Første maj tale
Lad mig slutte med et citat fra tidligere omtalte Lars Tvede, han siger:
”Hvis folk bor i nære samfund, hvor de er medansvarlige for de be-slutninger, som påvirker dem selv direkte og påvirker deres naboer, så udvikler der sig en mere ansvarlig og innovativ kultur.”

Første maj 2015

Organet for højere oplysning: ATS på Politikkens bagside havde forleden spørgsmålet: ”Hvad kalder man det, når 1. maj og Store Bededag falder på samme dag? – som altid kunne man finde svaret nederst i spalten og på fuldstændig lige vis kommer det også først sidst i talen her, hvis I da ikke selv har læst eller kender det allerede.

 Første maji år holdes under parolen:"Lighed for by og land, kvinde og mand!"Den sidste del er jeg sikker på, at en af de næste talere vil berøre, men jeg vil lige erindre om, at det ikke alene var kvinderne der i 1915 fik stemmeret, men at det gjaldt de 5 F’ere:

Folkehold, forbrydere, fjolser, fattige og fruentimmere.

 I tirsdags var der møde i kommunalbestyrelsen, her drøftede vi 2 om­råder, der med en vis ret kan falde under den kategori: Vi har en national målsætning, der betyder, at vi skal arbejde for at mindske segregeringen blandt børn. Altså flere børn skal være en del af fæl­lesskabet. Danmark er et af de lande i verden, der har flest særlige foranstaltninger for børn og trods årtiers indsats når vi ikke rigtigt længere. Børn, der har været udelukket i en stor del af deres opvækst, får oftest dårligere vilkår senere i livet. Det giver derfor god mening at inkludere børn i vores fællesskab, såfremt det overhovedet er muligt.

 Vi kan ikke rigtig blive enige om, hvordan vi gør det. Det diskuterede vi indgående og et flertal har nu besluttet, at ”pengene skal følge bar­net” – det svækker efter min bedste overbevisning muligheden for at børn får den nødvendige støtte til at være en del af den fælles op­vækst.

Så gik det lidt bedre med at forhindre ”den normale flertal” i kom­munalbestyrelsen i at gå videre med planerne om at prisafprøve ren­gøringen på kommunale institutioner. Et stort hold rengøringsassi­sten­ter iklædt røde T-shirts var mødt op for at vise deres uvilje mod ringere arbejdsvilkår. Lykkeligvis trådte DF og den radikale vikar, jeg ved ikke om han også kom fra helvede, ud af de vante fodspor og sikrede, at det arbejde også fremover skal blive i kommunale hænder. Rengøring og vedligehold er 2 fundamentale forhold for at alt andet også fungerer, så vi kan være rigtig godt tilfredse med, at vi beholder dygtige medarbejdere på forsvarlige vilkår. Det er jo også et område, hvor mange er blevet sikret en plads på arbejdsmarkedet, og det er ofte altafgørende at få begyndt på et job/en uddannelse for at blive en del af fællesskabet.

 Hidtil har arbejdskampen jo ofte stået på de lavestlønnedes områder, rengøring, vej- og parkafdeling, hjemmeservice m.v., men den stær­ke internationale arbejdsdeling rammer nu også medarbejdere på relativt vellønnede områder – sig navnet Ryanair og flere i flybranchen får un­derlige trækninger i ansigtet – og ikke så sært. Et selskab med høj præcision og sikkerhed, men også et selskab med usle løn- og arbejds­vilkår, der presser medarbejderne til det yderste og også jævnligt over grænserne for det forsvarlige.

 Den kamp vil givetvis blive intensiveret, jo mindre verden bliver – derfor skal vi fortsat opfordre kolleger og venner til at støtte den fag­lige kamp ved at melde sig ind i de foreninger, der sikrer en god balan­ce på det danske arbejdsmarked. Det er ikke nok blot at betale til ”de gule” og så tro verden kører uforandret videre.

Skal vi overleve på lang sigt i den internationale konkurrence er vi nødt til at udvikle os og helt basalt være dygtige, og flittige. Det er derfor et paradoks, at urbaniseringen – flytningen fra land til by – fort­sætter og i hele den vestlige del af verden med tiltagende styrke. 2 forhold gør sig her gældende: Investeringsrådgiver Lars Tvede skrev sidste år en bog: ”Det kreative samfund”, hvor han undersøger, hvor væksten kommer fra. Han konstaterer, at helt fra middelalderens tid har det været de små områder, der har leveret innovation og nytænk­ning. Når først de mindre områder blev en del af en kommandoøko­nomi, ja så gik det i stå og blev mere et spørgsmål om egennytte: ”Hvor kan jeg som person få fordele af at udnytte systemet?”

 Det andet forhold har KL i en forskningsrapport sat tal på:

Ser vi på uddannelses- og indkomstniveau er der nok ikke mange, der er i tvivl om, hvor det højeste niveau ligger. Paradokset bliver først tydeligt, når man går et skridt baglæns og ser, hvor de veluddannede og –lønnede har deres oprindelse – ja så vender kortet næsten på ho­vedet.

 Det betyder ganske enkelt at jo færre mennesker, der bor i lokalom­råder i balance, ja jo mindre potentiale har vi faktisk også for kvali­ta­tiv vækst. Den nuværende opposition har i folketinget travlt med at anklage den regeringen for at gøre for lidt for udviklingen af hele Dan­mark. Det kan oppositionen med fuld ret hævde – også den nuvæ­rende regering har mest i ord forsøgt at hjælpe til en bedre balanceret udvikling – vi savner i høj grad handling. Men vi har ikke glemt, hvem der har ansvaret for at den udvikling tog fart. Det var den davæ­rende IM, der gennemførte kommunalreformen, politireformen, rets­reformen m.v. – nu står han i en lettere forpjusket udgave som mod­kandidat til statsministeren.

 På dette års Kommunaløkonomiske Forum lyttede jeg til Jeremy Smith og hans indlæg ”Local Government in a European Perspec­ti­ve”. Jeremy Smithvar generalsekretær for ”Den europæiske kom­mu­neforening” fra 2002-2009 og dermed er han ikke alene en erfaren deltager i diskussionen om regional styre, han er også en indsigtsfuld iagttager af udvik­lings­tendenser på den europæiske scene.

 Andelen af selvforvaltning svinger på det decentrale område fra det højeste niveau i Skandinavien med ca. 60 % over føderale stater som Tyskland og Belgien, hvor der alt efter skæringspunkt er ca. 40 % decentral forvaltning af økonomien ned over stater som Frankrig, hvor under 20 % forvaltes til Grækenland, hvor kun ca. 3 % af sam­funds­­øko­nomien forvaltes regionalt. Det forklarer måske, hvorfor det græske parlamentsvalg var så betydningsfuldt og forsikrer os nok også om, at en central forvaltning af midlerne ikke nødvendigvis gi­ver det bedste resultat.

 En særlig del at indlægget koncentrerede sig om den nylige folkeaf­stemning i Skotland, hvor det som bekendt blev et knebent ja til et fortsat ”fornuftsægteskab” med englænderne. Modsat mange andre nationer er der her ikke den store tvist mellem det nationale skotske og det lokale niveau, derimod retter skotternes modvilje sig mere mod Westminster og styringen herfra – efter kommunalreformen i 1998 er bl.a. skatteforholdene ændret drastisk, så størstedelen af skatteop­kræv­ningen nu fastsættes i London - et yderst velkendt tema fra den danske debat.

Jeremy Smith trak ligeledes en parallel til Spanien, hvor katalanerne jo i stil med skotterne gerne så et øget selvstyre. Men her forhindrer den spanske konstitution, at det kommer til en folkeafstemning. I Ita­lien fortsatte han, genfinder vi jo også separatistiske bevægelser, Lega Nord har en stærk base i Veneto-regionen omkring Venedig, der jo gerne så sig fritaget for den syditalienske byrde og udligning.

Kort inden KØF havde jeg mødt en anden engelsk politisk forsker, Alan Harding, der på et møde arrangeret af Udvikling Fyn fortalte om anstrengelserne i Manchester-området for at tage kampen op mod den stadig stærkere magtkoncentration i London. Her er de 11 kommuner rundt om byen gået sammen i bestræbelserne for at få erhverv, ud­dan­­nelse og finansiel styrke til at matche hovedstadens dominans. Kommunerne har ganske frivilligt afgivet suverænitet for at styrke de godt 6 mio. borgeres kamp.

 Jeg spurgte Jeremy Smith, om lignende bestræbelser ville blive frem­­tidens svar på den urbanisering, der i øjeblikket præger de eu­ropæiske lande – og fulgte op med et spørgsmål om, hvorvidt vi i fremtiden vil kunne se en udvikling, hvor kapitalstærke områder, som de nævnte i Spanien, Italien, England, Bayern i Tyskland, Freie Hansestadt Hamburg og måske vores eget Øresundsområde på sigt kunne true det nationale sammenhold, så vi vender tilbage til mid­del­alderens hertug- og fyrstedømmer? Jeremy Smith overvejede sit svar på det han kaldte ”a very tuff question” og blev så enig med sig selv om, at risikoen er til stede, især hvis den økonomiske krise fort­sætter. Han så en økonomisk vækst som det stærkeste våben mod en stadig større opsplitning af nationerne i bycentre og lokalområder.

 Ikke så sært, at KLs formand forsøger at sætte fuldt blus på de urba­niseringstendenser, som præger, også vort land. Frygten for at frem­tidens ”borg-mester” igen kommer til at herske over sit eget fyrste­dømme kan være nærliggende, imens kan randområderne rykke til­bage til den feudale start og genoptage rakkerarbejdet med at skaffe føde nok til byens sultne masser og i øvrigt behørigt aflevere det be­skedne overskud til fyrstens hof, så snogene passende kan mætte sig på almuens bekostning.

 Lad mig slutte med et citat fra tidligere omtalte Lars Tvede, han siger:

”Hvis folk bor i nære samfund, hvor de er medansvarlige for de be­slutninger, som påvirker dem selv direkte og påvirker deres naboer, så udvikler der sig en mere ansvarlig og innovativ kultur.”

 Dermed vil jeg ønske jer alle en god Rød Bededag.

1-5-2015 - Arne Ebsen
Første maj 2016 tale fra Arne Ebsen
Første maj tale
Inger Hagers 1. maj billeder
Billeder fra første maj
1. maj i Ulbølle
1.maj 2014 på Den Røde Plads
Billeder fra 1. maj 2013
Folkefest i Ulbølle
Første Maj i Ulbølle
1. maj-arrangement

Alle emner