Budgetdebat på facebook
Så er vi klar ved tasterne igen.

Budget-borgermøde på Facebook

Mød dine byrådspolitikere på Facebook og diskuter med dem på et digitalt borgermøde.

For tredje år i streg står Svendborg Kommune bag et digitalt borgermøde om budget 2016. Mødes holdes på torsdag den 10. september kl.19-21 på Svendborg Kommunes Facebook-side. Byrådsmedlemmerne vil sidde i byrådssalen, og diskutere og chatte med borgerne,

Borgmester Lars Erik Hornemann (V), ser frem til borgermødet.

-        De seneste år har vi haft en god debat med borgerne, der har deltaget i det digitale borgermøde. Der er en anden dynamik ved et sådant borgermøde, fordi det kræver korte svar af de involverede. Hertil kommer, at mange flere borgere har mulighed for at deltage, fordi de kan gøre det hjemme fra sofaen. Det betyder også, at de ikke skal tænke i børnepasning eller andet for at deltage i mødet i modsætning til de mere traditionelle borgermøder, siger borgmester Lars Erik Hornemann.

Borgermødet har fokus på de investeringer som Svendborg Kommune står overfor i de kommende år. Hvilke områder skal der sættes penge af til? Hvad skal prioriteres? Hvornår skal der vælges dette ene projekt frem for det andet?

-        Vi er klar over at der også er andre områder, som folk gerne vil debattere. Det er byrådsmedlemmerne også parate til. Men vi håber på, at der vil blive fokus på de investeringer, som kommunen står overfor, siger Lars Erik Hornemann.

Mødet foregår på Svendborg Kommunes Facebook-side, hvor den enkelte borger skriver sit spørgsmål, som byrådspolitikerne så kan svare på.

Skulle der være borgere som ikke kan deltage i mødet, men alligevel har spørgsmål, som de gerne vil stille til byrådspolitikkerne, kan det også lade sig gøre. Borgerne kan indsende spørgsmål på forhånd. Det kan ske enten via kommunens Facebook-side, via kommunens fællesmail Svendborg@svendborg.dk , eller via brev til Svendborg Kommune, Ramsherred 5, 5700 Svendborg, att. Direktionssekretariatet.

9-9-2015 - Arne Ebsen
Budgetdebat på facebook

Alle emner